tirsdag den 6. december 2011

Spørgsmål til rette vedkommende

At stille spørgsmål på automatpilot er autoidioti. 

Det er derfor interessant, hvordan vi adapterer de miljøer, som vi færdes i. Jeg tror, at der eksisterer spørgsmålstyper afhængigt af den cirkel af mennesker, som man interagerer med. En type af spørgsmål til kollegaer eller klienter. En type af spørgsmål til venner og en helt anden til de helt tætte familiære.

Det er også interessant, om dette ligger implicit ubevidst i vore relationer og i de tilfælde, hvor man bryder ud af kontekst og skaber en forstyrrelse i form af et spørgsmål uden for rammen, hvordan bliver det modtaget og eventuelt forandrende for den videre sproglige interaktualitet?

Jeg ender ofte udenfor rammen af det spørgende tilladte. Jeg ved godt, hvornår jeg ender der og jeg har indre diskussioner med mig selv inden, jeg træder derud. For jeg ved, at det ikke altid bliver vel modtaget. Men det optager mig alligevel. At gå udenfor rammen og stille spørgsmål, der skaber en tilpas forstyrrelse til, at der kan komme andre indsigter. Jeg læste et japansk citat i går: If you can't solve a problem, admire the problem. Det passer måske ikke oplagt ind i ovenstående kontekst, og så alligevel. For det handler om anerkendelse også af det svært løselige eller det som vi ikke kan kende eller gennemskue. Lige i det øjeblik. Sådan er spørgsmål også for mig. Sådan skal de helst virke på modtageren.