Ih og øv - på en ellers god NADA dag.

Alle torsdage pakkes hækletøjet, når jeg har klinikdag. Klinikdag betyder, at jeg praktiserer NADA akupunktur for brugere til socialpsykiatrien i Aalborg. Det er fantastisk, hvordan fem nåle i hvert øre, kan lindre stress, angst, søvn problematikker OG hjælpe med misbrugsproblematikker. Det lyder som en mirakelkur. Det er det ikke. Men det virker. Nålene skal have tid til at virke, således kroppen kan arbejde for recovery - og i den tid hækler jeg. Også i dag havde jeg hækleopgaver med i tasken. Men for en amatør som mig, var opgaven for stor. Tina fra Tichtach.blogspot.dk havde en smuk sag af en pude på sin blog for nogle uger siden. Og jeg hoppede om bord i ambitionerne, og kastede mig ud i projektet.

                                              

Men det er simpelthen ikke godt nok. Så i dag er det ikke en: Se... hvad jeg har lavet tekst. Men øv. Jeg må finde på noget andet. Agtigt. ØV.

Så må jeg op på hesten og finde på noget andet. Men øv.

Yarnfreak tæppe

Jeg besøger ofte min århusianske garnpusher for inspiration og garn. Og de små 220 km er bare mulighed for roadtrip og dårlig musik.
På en workshop i Camillas hyggelige lokaler i Yarnfreak butikken, så jeg et fint tæppe og købte derfor ind til det i slutningen af november.

Det blev til hidsige pigefarver og resultatet kan I se her:

 I hjørnerne har jeg hæklet stjerner på

Og naturligvis by MOR....

Og sidst men ikke mindst verdens bedste Rævi....

By mor

Jeg elsker at følge med i Blogland. Hvordan I alle sammen er forskellige og har forskellige kreative tilgange og begrundelser for jeres arbejde. Jeg producerer langsomt og møjsommeligt små hækle - lækkerier og i dag fik jeg så tilsendt fra det store Sverige mit eget mærke, der kommer til at pryde mine ting. Og min tilgang er til hækleriet er, at jeg ønsker at lære håndværket. Jeg håber, at jeg på et tidspunkt kan lære det videre til min datter. Men derfor er det alligevel lidt spændende at sætte et mærke på.

Alt hvad jeg laver - er (når I ser mærket, så er det nok rimeligt nemt at gætte) til mine to Troldepus. 

Derfor ser mit mærke sådan ud og jeg synes, at det er fiiiiint. 

Inspirationsvæg fra et sengeleje

Jeg er skidt fisk i dag, og kan kun overkomme at læse om andres kreative udspring og søndagshæklerier. Jeg har derfor intet andet at tilbyde end et indblik i, hvad jeg kigger på, når jeg kigger. Væg min væg.

Og hvordan min troldepus tager sig ud med sit halsrør på.

Hækling. Igen.

Jeg er ikke en kompetent hækler. Derimod er jeg en lykkelig amatør, der gerne fremviser færdige produkter i et narcissistisk forsøg på at fremme en garnrevolution - der også arbejder for mindfullness. Fagligt kan jeg se det terapeutiske i, at man arbejder med sine hænder samtidig med, at hjernen får fri. 

I mit arbejde med beskæftigelse indenfor socialpsykiatrien kan jeg dagligt se effekten af dette i frit flow. Derfor interesserer hækling mig. Det er nemt ( selv jeg kan...). Der er hurtige resultater og det giver den følelse af fokus og at man samler sig. Lidt ligesom NADA  - akupunktur. Men det er en hel anden historie. Som jeg gerne skriver om en anden gang. 

Mit halsrør er fremkommet via opskriften på følgende blog lige her 

Tjek hende ud. Hun er talentfuld på så mange niveauer. 

Her er min ydmyge version. :) Garnet er købt hos søde Camilla i hendes butik Yarnfreak. Tjek den ud her: søde Camillas butik

Hækle - et mindfuldt trip i håndarbejde

Jeg er let at begejstre. Fagligt som personligt. Det er de små farveeksplosioner på himlen på vej til arbejde, der trods et januarmørke, der ikke vil give slip på natten, alligevel finder vej til mig. Det er mine børns stemmer eller deres øjne, der smiler til mig. Og det er mine små håndarbejdsprojekter eller andres fantastiske kreativite kreationer, som dette blogunivers giver mig mulighed for at blive inspireret af.

Når jeg vælger at tage noget så personligt uldent og gammeldags intimt som min håndarbejdefetich med i min faglige blog, så skyldes det, at det er det nye sorte indenfor socialpsykiatrien. Eller rettere jeg vil, at det skal blive det. Inden jul faldt jeg over denne bog/site: http://www.crochetsavedmylife.com/
og jeg synes, at det er en spændende retning, som rehabilitering kan tage. Eller gentage. For det var en del af socialpsykiatrien tidligere. Mellem jul og nytår bragte Nordjyske Stiftstidende en artikel omkring helbredende håndarbejde. En sød kollega havde den med på arbejde til mig. Hun vidste, at jeg ville 'like' den. Jeg kan desværre ikke linke til den. Istedet kommer der dødsannoncer op af ældre kvinder, der alle var dygtige til deres håndarbejde. Men tilbage til mindfullnes. Det var 2012 ordet i positiv psykologi og i terapeutiske navlefnullerkredse. Og make no mistake. Jeg elsker terapi og terapikredse. Men jeg elsker ikke pop og overflade. Hvad jeg derimod elsker og værdsætter hos andre mennesker, er evnen til at leve på trods. Og derfor min lille blogindlæg i dag. Jeg tror, at verden ville se mere farverig ud og være mere i balance, hvis vi hver især fokuserede på, hvad der kunne bringe os nærmere balance. Og hvor er det fedt, at noget så enkelt og fint som håndarbejde kan gøre det. Så fat hæklenålen (for mit vedkommende) eller hvad der ellers bringer farve i nærheden af dig. Jeg vil presse på fra Nordjylland og forsøge at skabe en mindfull garnrevolution herfra.

Spørgsmål til rette vedkommende

At stille spørgsmål på automatpilot er autoidioti. 

Det er derfor interessant, hvordan vi adapterer de miljøer, som vi færdes i. Jeg tror, at der eksisterer spørgsmålstyper afhængigt af den cirkel af mennesker, som man interagerer med. En type af spørgsmål til kollegaer eller klienter. En type af spørgsmål til venner og en helt anden til de helt tætte familiære.

Det er også interessant, om dette ligger implicit ubevidst i vore relationer og i de tilfælde, hvor man bryder ud af kontekst og skaber en forstyrrelse i form af et spørgsmål uden for rammen, hvordan bliver det modtaget og eventuelt forandrende for den videre sproglige interaktualitet?

Jeg ender ofte udenfor rammen af det spørgende tilladte. Jeg ved godt, hvornår jeg ender der og jeg har indre diskussioner med mig selv inden, jeg træder derud. For jeg ved, at det ikke altid bliver vel modtaget. Men det optager mig alligevel. At gå udenfor rammen og stille spørgsmål, der skaber en tilpas forstyrrelse til, at der kan komme andre indsigter. Jeg læste et japansk citat i går: If you can't solve a problem, admire the problem. Det passer måske ikke oplagt ind i ovenstående kontekst, og så alligevel. For det handler om anerkendelse også af det svært løselige eller det som vi ikke kan kende eller gennemskue. Lige i det øjeblik. Sådan er spørgsmål også for mig. Sådan skal de helst virke på modtageren.