Forfatter bloggeri

"A life without a cause, is a life without effect". Skrevet af Paulo Coelho på hans blog.

At lære....

Jeg læser blogs hver dag. Tidligere læste jeg digte hver dag. I dag handler mit liv ikke længere om, hvor subtilt og smukt de mest enkle følelser kan beskrives i et digt, men hvordan vi forholder os til vores faglighed. Og hvordan kan det være, at jeg har skiftet holdning? Det handler meget om, hvad vi/jeg har brug for at lære. Digtene lærte mig en vej til selvindsigt og hjalp mig til at formulere den ud af mit system til en læser eller til en oplæsning, hvor jeg stod og ’blottede’ nogle gange mit inderste.

Skiftet til de mere faglige blogs består nu i, at jeg har et andet behov for at lære. Én af de blogge, som jeg læser, beskriver, at når vi taler om, hvad vi laver, så taler vi egentligt om, hvad vi lærer. Og det er en interessant indstilling, som jeg sagtens kan relatere til. I mit daglige virke som pædagogisk ansvarlig i et beskæftigelsestilbud, så er de økonomiske ressourcer ikke til hyppige kurser. Derfor er nogle af de opgaver, som jeg har valgt at give mig selv, at jeg tager eget ansvar for at videreudvikle min faglige viden omkring dette felt. At jeg dagligt forsøger at lære noget nyt omkring dette område. Det betyder, at jeg ikke er afhængig af løbende MUS samtaler, for at jeg kan mærke, at jeg er i udvikling. I lov om jordemødre står der, at man har pligt til at holde sin viden ajour. Jeg har altid fundet lige den paragraf fornuftig. Og set i lyset af min blog i dag, er dette blevet en del af min indre faglige lovgivning. Kontinuerlig læring. 

En helt anden tilgængelighed

Det er altid forundrende og spændende, når andre terapeuter arbejder i en anden terapeutisk retning og med en anden tilgang. I dag blev jeg præsenteret for en terapeut, der arbejder oplevelsesorienteret som jeg. Og vi er så forskellige. Det er en befrielse. Jeg har besluttet mig for, at jeg skal lære af ham og lade mig inspirere. Det er inspirerende, når faglige kompetente mennesker er tilgængelige og stiller sig til rådighed også for ukendte mennesker. Det får mig til at stille spørgsmål ved vanlig terapeutisk praksis. Er det uddateret med fast telefontid 8 - 9 og en arbejdstid, hvor de fleste endnu ikke har fri. Er et indfølt : Jeg er tilgængelig for dig, når du har brug for mig, at gå over den diskrete grænse, som vi har fået prædiket ørene fulde af i vores studietid.

Jeg tror det ikke. Det virker. Min egen terapeutiske tilgang kunne godt trænge til et eftersyn. Hvor er det spændende med anderledeshed. 

Autenticitet

Nu også i ledelse.

Autentisk ledelse er den nye vej i hvert fald set fra et konsulent perspektiv. Og det giver god mening. Som psykoterapeut, og tidligere som jordemoder, er det tydeligt for mig, hvor afgørende for både relationen og dybden af tillid klient - terapeut i mellem, at terapeuten er bekendt med sin egen autenticitet og ved, hvordan det indvirker i kontakten. Når det bør være vigtigt i ledelse, så håber jeg, at det ikke blot bliver brugt som et konsulent - PR aproach. Det er vigtigt, at autentiske leder bruger deres egne indsigter til kontinuerligt at have et personligt mod på at følge deres egen udvikling som mennesker. Jeg tror, at det vil være besparende på den nationale økonomi, hvis dette var et område, som også vores kommunale chefer investerede ikke bare penge men modige kroppe i. For hvis man som det autentiske menneske, som man/vi er, tør mærke, tale og erkende sit liv, så vil det føre til en større grad autenticitet. Det vil, som leder, betyde, at man vil kunne sætte sig selv i medarbejdernes sted og på sigt vil det hjælpe til en fastholdelse til arbejdsmarkedet, som jeg ikke mener, vi ser i øjeblikket.

Autenticitet kræver mod og er ikke for tøsedrenge. Ej heller til leder, der skal på overspringshandlingskurser. Jeg synes, at det er spændende, hvilket spin autenticitet fremover kan få. Hvis du har en holdning, så del den venligst her.

Terapeutisk rumdeler

Mit første indlæg på min nyoprettede terapeutisk blog må omhandle det terapeutiske rum. For hvor går grænserne for dét rum og hvilke rum bevæger terapien sig henimod i denne tid? Som baggrund for min blog har jeg valgt en standardbaggrund. Dét, der tiltalte mig ved baggrunden var, at den mindede mig om scenografien fra filmen: Kongens store tale. Filmen omhandler det terapeutiske og pædagogiske arbejde, den fallerede skuespiller har med Kongen og hans talebesvær. Det terapeutiske arbejde finder sted i spartanske omgivelser (minder om min baggrund). Skuespilleren tager kongen hjem i sit personlige arbejdsrum i hans hjem. Er det personlige terapirum umoderne? Trænger det til en mental opdatering? I disse multi mediemuligheder skabes der rum i mange tidligere utænkelige sammenhænge. Man kan lave terapi over nettet. Der er flere af min terapeutkolleger, der benytter sig af denne metode og hvorfor ikke? Mine overvejelser går i retning af, hvordan en cyberkonsultation vil indvirke på relationen klient og terapeut imellem. Hvis du som læser har en holdning til cyberkonsultationer, så skriv venligst en kommentar til min blog.